Til forsiden

Hjulprofil til NEM og NMRA

Denne side bruger frames.

Hjulprofil til NEM og NMRA

Jeg har studeret NEM standard til højder og bredder (NEM 310 2009) og forsøgt at lave en tegning på grundlag af anbefalingen af det faktiske profil (NEM 311 2009) og konstateret, at jeg ikke finder det muligt at opfylde konstruktionen af profilet, hvis NEM 311 skal følges.

Problemet ligger i, at nogle mål er faste (P=0,4) og nogle vinkler på 70 og 80 grader, mens andre er variable (R1 = ½D). Det er simpelthen umuligt teoretisk at overholde dette.

Jeg har også set på NMRAs standard S 4.2 og anbefalingen RP25.

Dettte er et forsøg på at lave en tegning, hvor hjulet overholder både NEM og NMRA standard.

Det er ikke det store problem. Problemet ligger i anbefalingerne, hvor det ville være rart at kunne sige, at hjulet overholder både NEM 311 og RP25, hvor navnet RP25 nok er det mest kendte.

Forslag til hjul og hjulring
Hent en printvenlig tegning her.

Hjulprofil

Heldigvis er standards nemme at overholde (mål i mm):

  • N (hjulbredde): 3,9 (NMRA 3,7, NEM 4,3-4,5 men NEM har 3,7 som yderligere minimum med nogle bemærkninger, specielt at rillebredde ved tvangsskinne skal være på minimumsmålet 1,7, hvor der accepteres op til 2,2. Der ikke er risiko for afsporing men kun mulighed for at hjulet kan synke ned i hjertestykket. NMRA anbefaler en rillebredde til spor 0 på 1,8 og vil derfor nok kunne bruge hjulbredden 3,7. De fleste sporskifter i spor-0 klubberne er nok bygget med 2,0 mm og bredden skal så være 3,7 + (2,0-1,8). Derfor vælger jeg 3,9 mm og altså bredere end NMRA standard)
  • D (flangehøjde: 0,9 (NMRA max 0,9, NEM 0,8-1,6. Jeg vælger derfor 0,9)
  • T (flangebredde): 1,0 (NMRA 0,99, NEM 0,9-1,2. Jeg vælger derfor 1,0)
  • P (punkt over hjuldiameter, hvor flangebredde måles og hvor krumning mellem radier mod hjulflade og flangetop mødes): 0,4 (NEM310=0,4, RP25=0,33) Bemærk at NEM er standard og NMRA anbefaling)

Nogle anbefalinger er nemme, men radierne vanskelige:

  • Hjulfladens hældning 3 grader (NMRA angiver 1-3 grader, men den er ikke nødvendig, NEM angiver simpelthen 3 grader uden kommentarer)
  • Brydning af skarpt hjørne modsat flangen (NMRA og NEM er enige herom, men angiver ikke hvordan)
  • R1 (radius mellem hjulflade og flange): 0,5 (NMRA max 0,53, NEM ½D=0,45)
  • R2 og R3 (radius på flange inderside og yderside): 0,6 (NMRA max 0,58, NEM er bare konstruktionsbetinget). Disse radier giver ikke nøjagtig NEMs vinkler på 70 og 80 grader, men det er rimelig tæt på.

På denne måde er det lykkedes mig at lave en tegning, hvor centrene for radierne også er med, som jeg vil påstå overholder både NEM og NMRA standards, samt anbefalingerne i NEM 311.1 og RP25 (bortset fra hjulbredden).

Montering på aksel

Hjulene skal jo også monteres på aksel, og her skal målet K (fra inderside til målepunkt mellem flange og hjulflade) bestemt overholdes. Dette er NEM og NMRA helt enige om. Indermålet B følger heraf og er meget nemmere at måle.

  • K: 29,9 (NMRA 29,9, NEM 29,7-30,0)
  • B: (K-T) 28,9 (NMRA 28,91, NEM 28,8-30,1)
Når dette er fastlagt, er det nemmest at styre efter målet B, som er nemt at måle.

Hjulets indre

Herudover har jeg på tegningen forslag til hjulringens tykkelse og til fordybningerne på hver side.

For tykkelsen har jeg taget udgangspunkt i en originaltegning i 1:5 af en Minden-Deutz boggie, hvor hjulringen ved måling er 1,8 mm i spor 0. Da det meste af vores materiel vel bygges som ikke helt nybygget, men lettere slidt, foreslår jeg 1,5 mm.

Hjulfladen foreslår jeg til en tykkelse på 2,0 mm med fordybning på 0,95 fra begge sider. Dette tror jeg også passer fint for dem, som gerne vil save egere ud.

DMJK

Jeg er klar over, at hjulene ikke overholder DMJK standard, som var en kopi af NEM i 2005/6. Men NEM blev ændret i 2009.

Retur til byggetips
Denne side er sidst rettet 08-11-2017